WRITINGS
Foto: Hrenn Gudlaugsson
Olga writes articles in the Danish journal: Jazz Special. Below you can read one of them about the gender balance in jazz in Denmark (only in Danish).
Jazz med patter
Skrevet af Olga Witte - i Jazz Special nr. 139 (2014)
Musiketnologen og pianisten Olga Witte har de sidste mange år deltaget i og med særligt henblik på kønsroller observeret det aarhusianske jazzmiljø. I forbindelse med denne artikel har hun interviewet tre yngre kvindelige musikere samt musikforskeren Pia Rasmussen om deres oplevelser i en mandsdomineret verden og syn herpå. Skal der gøres noget for at rette op på kønsbalancen indenfor jazzen, og i så fald hvad kan der gøres?
En branche i ubalance
Som kvindelig jazzpianist og medlem af bestyrelsen i Jazzselskabet i Aarhus er jeg konstant bevidst om den rytmiske musiks kønsbestemte skævhed. En rapport fra 2012 [1] om kønsbalancen i rytmisk musik viser en generel procentmæssig fordeling mellem mænd og kvinder på 80/20 og det er endnu mere skævt, når blikket falder på jazz-instrumentalister:
I 2013 hyrede Jazzselskabet, Sunship og Aarhus Jazzklub samlet set 385 instrumentalister, hvoraf ti procent var kvinder. På den aarhusianske jazzscene kan man ikke komme uden om Danmarks eneste rytmiske basisensemble, Aarhus Jazz Orchestra. Siden Mads Bærentzen i 2001 overtog pladsen som pianist efter Lisbeth Iversen, har der ikke været faste kvindelige musikere i orkestret. De internationale solister orkestret har haft med, har alle på nær én – pianisten og vokalisten Dena DeRose – været mænd. (I denne sammenhæng regnes Gitte Hænning, som netop har turneret med orkestret, for dansk.)
Fortællinger om køn
Allerede fra fødslen bliver et barn defineret ved sit køn og behandlet forskelligt afhængigt heraf. Samfundets generelle fortælling om de to køn er, at piger er mere ordentlige, flittige, pertentlige og stille end de vilde, larmende, frække, tekniske og stærke drenge. Piger forventes at lave deres lektier og derudfra kunne svare på lærerens spørgsmål, mens drenge formodes at kunne improvisere et svar uden forberedelse. Medierne spiller en særlig rolle i forbindelse med kategoriserende narrativer. For eksempel er debatten om kønsopdeling i skoleklasser med til at cementere ideen om stille piger og vilde drenge.
Socialiseringen af køn sker med alderen. Musikforskeren og jazzpianisten Pia Rasmussen forklarer, hvordan amerikanske forskningsprojekter har vist, at drenge og piger i 0. klasse er mere åbne i tilgangen til hvilke instrumenter, de to køn kan spille, hvilket i 3.-4. klasse er blevet stærkt inddelt efter kønsbestemte associationer.
Kønsfortællingerne er ikke ”sandheden” om mænd og kvinder, men narrativer, der spiller ind i en kontinuerlig forhandling af vore identiteter. Sociologen Richard Jenkins skriver, at identiteter er med til at påvirke en persons handlinger, men ikke afgør dem. Det er muligt at agere anderledes end køns-fortællingerne foreskriver, og det gør mange kvinder og mænd. De handlinger er igen med til at præge vores forståelse af kønslig identitet.
Jazz og kønsroller
Fortællingen om at mænd og drenge, der er fanden-i-voldske, risikovillige og finder på løsninger hen af vejen, er analogier til de værdier, der er toneangivende og gennemgående i jazz, særligt kendetegnet ved improvisation. Fortællingen om kvinder og piger indebærer det modsatte heraf; de planlægger, er velforberedte og risikerer ikke ugennemtænkte handlinger. Piger og kvinder kan godt improvisere og gør det, men fortællingerne påvirker mange til ikke at ønske at improvisere i samme omfang som drenge. At gå imod sådanne forventninger kan kræve en ekstra overvindelse, idet det ikke opfattes som passende. [2]
Kønsfortællingerne går igen i sprogbruget – også i jazzens verden. Eksempelvis kaldte en mandlig musiker et mindre risikofyldt og efter hans smag mindre vellydende tempo for: en ”tøseløsning”. Da jeg bad ham bruge et andet ord, ændrede han det til ”en fesen løsning”, hvortil en anden mandlig musiker hurtigt samlede tråden op med: ”Er det ikke det samme?”. Hunkønnet blev forbundet med det forsigtige og nemme, mens hankønnet blev forbundet med det risikofyldte og svære.
Sammenspil med ”gutterne”
I jazz er sammenspillet altafgørende. Fordi musikudøvelse begynder som en hobby, og for mange forbliver i grænselandet mellem hobby, altopslugende interesse og karriere, finder musikere typisk hinanden blandt venne- og omgangskreds.
Vores samfund er i høj grad kønsligt opdelt; se blot børnene i skolegården, cafebesøgende, sportshold og omklædningsrum og bekendtskabskredsen bliver præget heraf. De rytmiske konservatoriers fremkomst har institutionaliseret jazz-undervisningen, men at ”hænge ud” med andre jazzmusikere er vigtigt.[3] Den uformelle læring og kontakten til andre musikere har enorm betydning, og her spiller den enkeltkønnede omgang en stor rolle.
Fordi mange især hænger ud med andre af samme køn og fordi piger allerede fra den tidligere skolealder er tilbageholdende med at gribe rytmiske musik-instrumenter, forstærkes piger og kvinders barriere i forhold til at spille et jazzinstrument.
Kønsopdelingen indenfor jazzen bliver mindre fremtrædende jo længere en musiker kommer i karrieren og får skabt stærke netværk. En af de interviewede siger, at hun har ”lært mere om at hænge ud” og bliver derfor oftere spurgt, om hun ville deltage i andres orkestre.
Kønsbestemte frirum
En mandlig musiker har fortalt, at det ikke var det samme med kvinder i et band, som når ”gutterne spillede”, for så kunne man ikke sige alt muligt, uden at det skulle diskuteres – eksempelvis kønsroller. Orkestret var et frirum uden kvinder.
De interviewede kalder ikke orkestre uden mænd ”frirum”, men de har alle været med til at skabe orkestre udelukkende med kvinder. Den usikkerhed de føler sammen med mandlige musikere, slipper de for i disse orkestre. Fordi mænd og kvinder fra barnsben i høj grad har fungeret med personer af samme køn, har de lært forskellige kulturelle normer, og deres omgangsformer er derfor forskellige, fortæller de interviewede. Én nævner, at det er nemmere at ”læse” kvinder. En anden forklarer at kvinder i højere grad komplimenterer musikken, mens mænd ikke siger ”nej, hvor er det altså godt”. Tiltagende erfaring gør også dette område nemmere, og at afkode mandlige medspillere og fungere med anderledes omgangsformer bliver lettere med årene.
”Så spiller vi, drenge.”
I skolen forventes det af begge køn og både elever og lærere, at pigerne straks stiller sig bag mikrofonen, og særligt bas, trommer og guitar er et særsyn blandt kvindelige rytmiske musikere. En kvindelig musiklærer fortalte, hvordan hendes datter af sin lærer blev anbefalet at droppe trommerne, ”da det ville være for svært for hende at klare sig som kvindelig trommeslager”.
Kvindelige instrumentalister vil ofte blive tiltalt som ”drenge” og ”gutter”, og kvinden må netop være og blive omtalt som ”en af drengene” for til fulde at blive accepteret. Påklædning og opførelse er en pendant hertil. Mange orkestres uniform er skjorter og jakkesæt, altså mændenes norm. Det bemærkes, hvis kvindelige instrumentalister ifører sig kjole, som da den norske guitarist Hedvig Mollestad, der optrådte på Atlas i kort, rød pailletkjole, men ellers ikke levede op til idealer om sexet og yndefuld udstråling, som mange ellers forbinder med den påklædning.
Jazzhistorien
Jazzen har været domineret af mænd, men der findes kvindelige instrumentalister hele vejen gennem jazzens historie.[4]
Det tog tid at få sat kvindelige jazz-instrumentalister på det forskningsmæssige landkort, men siden 1970erne er der udgivet mange bøger om disse kvinder. Pia Rasmussen fortæller undrende at denne forskning ikke har ændret de overordnede jazzhistoriebøger, hvor kvindelige instrumentalister stadig udelades. De forskellige kvindebigband i 1940rne repræsenterer et lille vindue ind til området, siger Rasmussen, men ”den måde man laver kategoriseringerne, når man underviser i jazzhistorie, kan inkludere eller ekskludere. Lader man swingtiden slutte med at mændene drager i krig, får man jo ikke de store kvindebigband med – bands, der spillede skidegodt.”
Jazz med patter
En af de interviewede fortæller, at flere kvindelige bekendte ikke spiller hverken jazz eller ”fri impro”, da de ikke tør eller ikke har lyst til at ”stå og krænge deres sjæl ud, mens jazzpolitiet sidder nede i det ene hjørne”. De tre interviewede forbinder jazzpolitiet og deres vurdering ud fra et bestemt musikalsk sprog med jamsessions, som en af dem betegner som et særligt mandsdomineret område. De tre interviewede har fokuseret på at skabe egne rammer for den improvisatoriske musik og har ikke været tiltrukket af denne verden af standardjazz.
Jeg har været til mange jamsessions i Aarhus og kvindelige instrumentalister hører til sjældenhederne. Selvom også mange mandlige musikere giver udtryk for det skræmmende ved jamsessions, vedligeholder situationen den ekstreme kønsmæssige ubalance.
Omgangsformen til jamsessions kan være medvirkende: For en del år siden var jeg på vej op til klaveret på Bent J og bassisten hilste mig med: ”Du har stadig store patter”. Det kan godt være, men det havde ikke den store relevans i sammenhængen.
Niels Jørgen Steen skriver i en længere facebook-tråd om en anmeldelse af Pernille Bévorts nyeste udgivelse: ”Nu må I ikke politisere jazzen. Det er et af de få erhverv, hvor man udelukkende bliver bedømt ud fra meritterne. Hvis man mener nogen spiller godt, har det ikke noget at gøre med køn.”
Så simpelt er det bare ikke. Enhver lytter og musiker er situeret historisk og geografisk, og enhver oplevelse med musikken påvirker personen. Selvom der findes fantastiske kvindelige jazz-instrumentalister i Danmark, er der stadig ekstra barrierer, piger og kvinder møder på vejen til at blive en professionel jazz-instrumentalist.
Løsningsmodeller for kønslig skævhed
For at få flere kvindelige jazz-instrumentalister i Danmark, kan forskellige tiltag overvejes: Hvem skal de rytmiske støttekroner gå til? Kunne der, som i England, være særlige puljer, som kun kvinder kan søge?
Selvom mange i Danmark stejler mod kvoter, kunne det være et krav at støttede bigband skulle slå stillinger op og have kønskvotering for dem, som indkaldes til prøvespil.
Det kunne være en mulighed, på såkaldte gate-keeper-positioner, særligt at opfordre kvinder til at deltage. For eksempel i bestyrelser, en praksis der i dag allerede er gængs, det er blot særligt mænd der spørges – muligvis fordi mænd allerede sidder i bestyrelserne. Initiativer som INFI i Norge, Popkollo, der har en lang tradition i Sverige, og det danske Jazz Camp for piger kan støtte vækstlaget, fordi flere unge piger ønsker et sted, hvor de ikke skal tage hensyn til drengene. Det er væsentligt at sådanne initiativer følges op af at de to køn også spiller sammen, da opdelte klasser resulterer i styrkede fordomme kønnene imellem.[5] Et fortsat kønsopdelt sammenspil risikerer yderligere at styrke fordommene om, hvad de to køn kan. Jazzcamps for børn og unge, hvor piger og drenge sammen bliver udfordret af kvindelige såvel som mandlige lærere til at spille og improvisere på instrumenter, kunne være et supplement.
Ideen om at biologien driller
Kønsroller i hjemmet omkring barnepasning og barsel påvirker det danske arbejdsmarked generelt, og rammer særligt hårdt musikkens verden med natarbejde og et konstant behov for at holde sig til for at få job.[6]
For at højne ligheden er det vigtigt ikke at fremstille denne fordeling af barsel og børnepasning som biologisk givet. Sådanne biologiske forklaringer er oftest kulturelt skabt og minder om 1800-tallets medicinske påstande om at pigerne fik ødelagt deres livmoder af for mange timer på skolebænken. Eller som basunisten Maria Bertel fortæller[7]: En lærer på konservatoriet hævdede, kvinder ikke kunne spille blæser-instrumenter på grund af deres mindre lunger. Kvinder har gennemsnitligt mindre lunger end mænd, og kun kvinder kan blive gravide. Heldigvis viser praksis, at lidt mindre luft i lungerne kan give masser af vellyd. En graviditet kan genere kvindelige blæsere de sidste par måneder, men ellers er det uproblematisk at spille med en mave, der er mindre end mange ældre mandlige jazzmusikeres.
Vær med til at skubbe i den ene retning
Uden at opstille kvoter kunne festivaler, spillesteder og medier have en ambition om, som Pia Rasmussen siger, at ”være med til at skubbe lidt i den ene retning”, så repræsentationen af kvinder og mænd var lidt mere ligelig end de 80/20 rapporten nævner.
Mediernes fremstilling ville formodentlig ændre sig, hvis flere kvinder skrev om jazz. Det er svært som kvinde ikke at blive opmærksom på køns-problematikken, en problematik, der var plads til at diskutere i 1970erne og 80erne, mens der senere har været en høj grad af fjendtlighed omkring det. De interviewede musikere til denne artikel ønskede anonymitet for ikke at risikere at få skudt i skoene, at de bitchede over den kønslige ulighed, fordi deres spil ikke var godt nok. Heldigvis er der sket fremskridt på dette område. Der er skrevet mere herom de sidste år, og det er mindre betændt at diskutere den voldsomt skæve kønsfordeling.
Kvindelige instrumentalister må ikke gemmes og glemmes i medierne. Rasmussen hævder, at bevidstheden om kvindelige jazzmusikere er formindsket siden 1970erne, og nævner særligt 90erne som måske den værste periode, fordi folk tænkte: ”vi har da ligestilling”. Den manglende bevidsthed kan være forklaring på den nedgang af kvindelige jazz-instrumentalister siden slutningen af 90erne, som Christian Munch-Hansens beskriver.[8] Den tiltagende kønslige skævvridning understøttes af mediernes begrænsede repræsentation af kvinder, hvormed mange piger og yngre kvinders rollemodeller forsvinder ud af syne. Tendensen kan syne voldsommere end realiteten, hvis kvindelige instrumentalister underrepræsenteres i medierne. Der er også i dag dygtige yngre kvindelige instrumentalister, blandt andet blæsere som Laura Toxsværd, Maria Faust, Maria Bertel, Julie Kjær og Mette Rasmussen.
Kvindelige jazzmusikere bemærkes
I vores kultur opfattes mænd som normen – også indenfor jazzen. Det bemærkes ikke, hvis en jazzmusiker er en mand, mens det ofte specifikt nævnes, hvis en instrumentalist er kvinde. Hun er det mærkede køn. Synlighed er vigtig indenfor musikverdenen og kvindelige jazz-instrumentalister har en fordel ved at kunne opnå ekstra opmærksomhed, da de skiller sig ud. Til gengæld risikerer kvinder at blive vurderet hårdere både af andre kvinder og mænd. Kvinder i ”mandefag” får, ifølge kønsforskeren Lotte Bloksgaard, [9] generelt anerkendelse i det omgivende samfund, hvilket ses, når kvindelige jazzinstrumentalister får at vide af personer udenfor jazzmiljøet, at de er seje. Til gengæld har de sværere ved at opnå anerkendelse af fagfæller. Spørgsmål som, ”spiller hun godt nok, eller blev hun kun inviteret til at spille med eller fremhævet i et medie på grund af kønnet?”, fylder hos de interviewede både i forbindelse med egne og andre kvinders præstationer. En fortalte at hun selv altid tænkte, at mandlige musikere spillede bedre end deres kvindelige kolleger.
Mænds køn indgår ubevidst i valget af dem, netop fordi de er det umærkede billede på en jazzmusiker. En bevidst forbedring af kvinders chancer for at blive valgt som musikere, enten ved et mål om overrepræsentation i forhold til den reelle fordeling eller ved kvoter, vil kunne være med til at udligne de nuværende skævt fordelte muligheder mandlige og kvindelige instrumentalister har.
Flere kvindelige musikere opfatter, at deres udseende ofte omtales i anmeldelser [10]. Beskrivelser som Emma Murholm og Marie Mouriers malende ”Christina Dahls høje og slanke skikkelse” er, sammen med billeder, hvor kvinder fremstilles som særligt yndefulde, med til at tage fokus fra musikken og kan skabe tvivl om kvinders evner som musikere. Kvinder skal repræsenteres, også uden at der gøres særligt opmærksom på deres køn.
I en samtale med saxofonisten Pernille Bévort nævnte hun, at det kunne være virkelig sjovt med et enkelt nummer af Jazz Special, hvor kønsskævheden vendte på hovedet og kvindelige musikere fyldte den absolut overvejende del, som det ellers er tilfældet med mændene. Uden at nævne det som et ”kønsprojekt” skulle kvinderne ”mødes med samme seriøsitet og respekt som mændene, med fokus på deres meritter, deres musik og ikke et ord om køn. Sådan en idé ville sikkert møde modstand”, siger Bévort, og fortsætter med et ironisk smil: ”For det ville jo være helt skævt og en diskrimination af mændene”.
Jazzen som løsning
Mange forhold indgår i årsagsforklaringerne for jazzens ulige kønsfordeling, men vi behøver heldigvis ikke sidde og vente på at omverden ændrer sig. Musik er i høj grad med til at skabe samfundsstrukturer, og musikalske begivenheder er med til at forhandle roller og rammer for køn, også i det omgivende samfund. Ved at vise at kvinder også kan være vilde, tage chancer og improvisere indenfor musikken, åbnes der for at piger med sådanne lyster får større spillerum også udenfor musikken.
[1] jazzroom.dk/Kønsbalancen%20-%20statusrapport.pdf
[2] Lotte Bloksgaard (2010) beskriver dette i MASKULINITETER, FEMININITETER OG ARBEJDE – DEN HORISONTALE KØNSOPDELING PÅ DET DANSKE ARBEJDSMARKED i Tidsskrift for arbejdsliv, 12. årgang, nr. 2
[3] Blandt andet beskrevet af Paul F. Berliner (1994) i Thinking in Jazz
[4] Ifølge musikforskerne Nichole T. Rustin og Sherrie Tucker (2008) helt fra ”jazzens fødsel” på New Orleans’ Congo Square.
[5] Ifølge psykologen Diane F. Halpern.
[6] Emner som Karen Sjørup og Charlotte Kirkegaard beskriver i Kvinder i Kunst fra 2007.
[7] I artiklen Kvindelige musikere er først og fremmest musikere, Information 6. oktober 2010.
[8] I artiklen Kan kvinder spille jazz?
[9] Bloksgaard 2010.
[10] Sjørup og Kirkegaard 2007