Skrevet af Olga Witte -  i Jazz Special nr. 139 (2014)

​

Musiketnologen og pianisten Olga Witte har de sidste mange år deltaget i og med særligt henblik på kønsroller observeret det aarhusianske jazzmiljø. I forbindelse med denne artikel har hun interviewet tre yngre kvindelige musikere samt musikforskeren Pia Rasmussen om deres oplevelser i en mandsdomineret verden og syn herpå. Skal der gøres noget for at rette op på kønsbalancen indenfor jazzen, og i så fald hvad kan der gøres?

 

En branche i ubalance

Som kvindelig jazzpianist og medlem af bestyrelsen i Jazzselskabet i Aarhus er jeg konstant bevidst om den rytmiske musiks kønsbestemte skævhed. En rapport fra 2012 [1] om kønsbalancen i rytmisk musik viser en generel procentmæssig fordeling mellem mænd og kvinder på 80/20 og det er endnu mere skævt, når blikket falder på jazz-instrumentalister:

I 2013 hyrede Jazzselskabet, Sunship og Aarhus Jazzklub samlet set 385 instrumentalister, hvoraf ti procent var kvinder. På den aarhusianske jazzscene kan man ikke komme uden om Danmarks eneste rytmiske basisensemble, Aarhus Jazz Orchestra. Siden Mads Bærentzen i 2001 overtog pladsen som pianist efter Lisbeth Iversen, har der ikke været faste kvindelige musikere i orkestret. De internationale solister orkestret har haft med, har alle på nær én – pianisten og vokalisten Dena DeRose – været mænd. (I denne sammenhæng regnes Gitte Hænning, som netop har turneret med orkestret, for dansk.)

 

Fortællinger om køn

Allerede fra fødslen bliver et barn defineret ved sit køn og behandlet forskelligt afhængigt heraf. Samfundets generelle fortælling om de to køn er, at piger er mere ordentlige, flittige, pertentlige og stille end de vilde, larmende, frække, tekniske og stærke drenge. Piger forventes at lave deres lektier og derudfra kunne svare på lærerens spørgsmål, mens drenge formodes at kunne improvisere et svar uden forberedelse. Medierne spiller en særlig rolle i forbindelse med kategoriserende narrativer. For eksempel er debatten om kønsopdeling i skoleklasser med til at cementere ideen om stille piger og vilde drenge.

Socialiseringen af køn sker med alderen. Musikforskeren og jazzpianisten Pia Rasmussen forklarer, hvordan amerikanske forskningsprojekter har vist, at drenge og piger i 0. klasse er mere åbne i tilgangen til hvilke instrumenter, de to køn kan spille, hvilket i 3.-4. klasse er blevet stærkt inddelt efter kønsbestemte associationer.

Kønsfortællingerne er ikke ”sandheden” om mænd og kvinder, men narrativer, der spiller ind i en kontinuerlig forhandling af vore identiteter. Sociologen Richard Jenkins skriver, at identiteter er med til at påvirke en persons handlinger, men ikke afgør dem. Det er muligt at agere anderledes end køns-fortællingerne foreskriver, og det gør mange kvinder og mænd. De handlinger er igen med til at præge vores forståelse af kønslig identitet.

 

Jazz og kønsroller

Fortællingen om at mænd og drenge, der er fanden-i-voldske, risikovillige og finder på løsninger hen af vejen, er analogier til de værdier, der er toneangivende og gennemgående i jazz, særligt kendetegnet ved improvisation. Fortællingen om kvinder og piger indebærer det modsatte heraf; de planlægger, er velforberedte og risikerer ikke ugennemtænkte handlinger. Piger og kvinder kan godt improvisere og gør det, men fortællingerne påvirker mange til ikke at ønske at improvisere i samme omfang som drenge. At gå imod sådanne forventninger kan kræve en ekstra overvindelse, idet det ikke opfattes som passende. [2]

Kønsfortællingerne går igen i sprogbruget – også i jazzens verden. Eksempelvis kaldte en mandlig musiker et mindre risikofyldt og efter hans smag mindre vellydende tempo for: en ”tøseløsning”. Da jeg bad ham bruge et andet ord, ændrede han det til ”en fesen løsning”, hvortil en anden mandlig musiker hurtigt samlede tråden op med: ”Er det ikke det samme?”. Hunkønnet blev forbundet med det forsigtige og nemme, mens hankønnet blev forbundet med det risikofyldte og svære.

 

Sammenspil med ”gutterne”

I jazz er sammenspillet altafgørende. Fordi musikudøvelse begynder som en hobby, og for mange forbliver i grænselandet mellem hobby, altopslugende interesse og karriere, finder musikere typisk hinanden blandt venne- og omgangskreds.

Vores samfund er i høj grad kønsligt opdelt; se blot børnene i skolegården, cafebesøgende, sportshold og omklædningsrum og bekendtskabskredsen bliver præget heraf. De rytmiske konservatoriers fremkomst har institutionaliseret jazz-undervisningen, men at ”hænge ud” med andre jazzmusikere er vigtigt.[3] Den uformelle læring og kontakten til andre musikere har enorm betydning, og her spiller den enkeltkønnede omgang en stor rolle.

Fordi mange især hænger ud med andre af samme køn og fordi piger allerede fra den tidligere skolealder er tilbageholdende med at gribe rytmiske musik-instrumenter, forstærkes piger og kvinders barriere i forhold til at spille et jazzinstrument.

Kønsopdelingen indenfor jazzen bliver mindre fremtrædende jo længere en musiker kommer i karrieren og får skabt stærke netværk. En af de interviewede siger, at hun har ”lært mere om at hænge ud” og bliver derfor oftere spurgt, om hun ville deltage i andres orkestre.

 

Kønsbestemte frirum

En mandlig musiker har fortalt, at det ikke var det samme med kvinder i et band, som når ”gutterne spillede”, for så kunne man ikke sige alt muligt, uden at det skulle diskuteres – eksempelvis kønsroller. Orkestret var et frirum uden kvinder.

De interviewede kalder ikke orkestre uden mænd ”frirum”, men de har alle været med til at skabe orkestre udelukkende med kvinder. Den usikkerhed de føler sammen med mandlige musikere, slipper de for i disse orkestre. Fordi mænd og kvinder fra barnsben i høj grad har fungeret med personer af samme køn, har de lært forskellige kulturelle normer, og deres omgangsformer er derfor forskellige, fortæller de interviewede. Én nævner, at det er nemmere at ”læse” kvinder. En anden forklarer at kvinder i højere grad komplimenterer musikken, mens mænd ikke siger ”nej, hvor er det altså godt”. Tiltagende erfaring gør også dette område nemmere, og at afkode mandlige medspillere og fungere med anderledes omgangsformer bliver lettere med årene.

​

”Så spiller vi, drenge.”

I skolen forventes det af begge køn og både elever og lærere, at pigerne straks stiller sig bag mikrofonen, og særligt bas, trommer og guitar er et særsyn blandt kvindelige rytmiske musikere. En kvindelig musiklærer fortalte, hvordan hendes datter af sin lærer blev anbefalet at droppe trommerne, ”da det ville være for svært for hende at klare sig som kvindelig trommeslager”.

Kvindelige instrumentalister vil ofte blive tiltalt som ”drenge” og ”gutter”, og kvinden må netop være og blive omtalt som ”en af drengene” for til fulde at blive accepteret. Påklædning og opførelse er en pendant hertil. Mange orkestres uniform er skjorter og jakkesæt, altså mændenes norm. Det bemærkes, hvis kvindelige instrumentalister ifører sig kjole, som da den norske guitarist Hedvig Mollestad, der optrådte på Atlas i kort, rød pailletkjole, men ellers ikke levede op til idealer om sexet og yndefuld udstråling, som mange ellers forbinder med den påklædning.

​

Jazzhistorien

Jazzen har været domineret af mænd, men der findes kvindelige instrumentalister hele vejen gennem jazzens historie.[4]

Det tog tid at få sat kvindelige jazz-instrumentalister på det forskningsmæssige landkort, men siden 1970erne er der udgivet mange bøger om disse kvinder. Pia Rasmussen fortæller undrende at denne forskning ikke har ændret de overordnede jazzhistoriebøger, hvor kvindelige instrumentalister stadig udelades. De forskellige kvindebigband i 1940rne repræsenterer et lille vindue ind til området, siger Rasmussen, men ”den måde man laver kategoriseringerne, når man underviser i jazzhistorie, kan inkludere eller ekskludere. Lader man swingtiden slutte med at mændene drager i krig, får man jo ikke de store kvindebigband med – bands, der spillede skidegodt.”

 

Jazz med patter

En af de interviewede fortæller, at flere kvindelige bekendte ikke spiller hverken jazz eller ”fri impro”, da de ikke tør eller ikke har lyst til at ”stå og krænge deres sjæl ud, mens jazzpolitiet sidder nede i det ene hjørne”. De tre interviewede forbinder jazzpolitiet og deres vurdering ud fra et bestemt musikalsk sprog med jamsessions, som en af dem betegner som et særligt mandsdomineret område. De tre interviewede har fokuseret på at skabe egne rammer for den improvisatoriske musik og har ikke været tiltrukket af denne verden af standardjazz.

Jeg har været til mange jamsessions i Aarhus og kvindelige instrumentalister hører til sjældenhederne. Selvom også mange mandlige musikere giver udtryk for det skræmmende ved jamsessions, vedligeholder situationen den ekstreme kønsmæssige ubalance.

Omgangsformen til jamsessions kan være medvirkende: For en del år siden var jeg på vej op til klaveret på Bent J og bassisten hilste mig med: ”Du har stadig store patter”. Det kan godt være, men det havde ikke den store relevans i sammenhængen.

Niels Jørgen Steen skriver i en længere facebook-tråd om en anmeldelse af Pernille Bévorts nyeste udgivelse: ”Nu må I ikke politisere jazzen. Det er et af de få erhverv, hvor man udelukkende bliver bedømt ud fra meritterne. Hvis man mener nogen spiller godt, har det ikke noget at gøre med køn.”

Så simpelt er det bare ikke. Enhver lytter og musiker er situeret historisk og geografisk, og enhver oplevelse med musikken påvirker personen. Selvom der findes fantastiske kvindelige jazz-instrumentalister i Danmark, er der stadig ekstra barrierer, piger og kvinder møder på vejen til at blive en professionel jazz-instrumentalist.